Ey Facebook, hvad sker der for dig?

Jeg vil ha’ dig tilbage ligesom i de gamle dage, hvor man frit kunne ytre sig høfligt om stort og småt... uden at risikere at havne i den sorte gryde.


Sociale medier og særligt Facebook er oplagte kanaler til at skabe kundeengagement. Her er mulighed for at debattere, kommentere og komme med idéer og kritik, hvis man altså ikke er bange for at vågne op til en tsunami af personligt overfusende, ondskabsfulde eller direkte truende beskeder.

For nogen tid siden faldt jeg over en tråd på Facebook, hvor en dame skriver direkte til Bilka og foreslår, at at de dropper det kønsopdelte legetøjskatalog. I hendes besked er hun allerede forberedt på en shit-storm, da hun bevæger sig ind på et område, som nogle vil tolke som feminisme. Og det er tilsyneladende fy-fy på Facebook.

Det er skræmmende, at vi har taget dommermentaliteten til os i en sådan grad, at man nærmest trues på livet for at have en anden mening end oversmagsdommerne – også selvom det som her var en besked til Bilka og ikke et debatindlæg.

Hvordan sker det? Er der et kodeks gemt et sted på Facebook, for hvad vi må mene og skrive om? Hvem er det, der beslutter om noget er validt og korrekt nok til at skrive om på Facebook, og har de et tæskehold?

Jeg er med på, at man kan blive revet med af følelser og komme til at skrive mindre velovervejede kommentarer, men at grandvoksne mennesker i ramme alvor skriver: ‘Få dig et liv’ og ’Dø kvinde’ til én, de aldrig har mødt, bare fordi hun tillader sig at ytre sin mening…

Har du ikke vigtigere ting at gi’ dig til?

Men så tillykke da med dit eget action-pakkede liv, hvor du alligevel kunne presse tid ind til at kommentere. Må vi ikke længere have overskud? Er man nu blevet en ‘taber’, fordi man ikke er overvældet af store og alvorlige problemer eller interesser, der handler om liv og død?

En besked til Bilka, delt 59 gange, 2.800 reaktioner og 1.400 kommentarer, og det er ikke på den fede måde. Langt de fleste af kommentarerne handler om, at hun skal få sig et liv. Det er der knap 1.400 forhåbentligt velmenende mennesker, der har gjort hende opmærksom på. Undskyld, tror den er sivet ind.

Det er spændende med en god diskussion, hvor nye og andre meninger og holdninger mødes og brydes, men der skal godt nok meget til, før jeg udsætter min mening for anarkiet og den offentlige gabestok i det “åbne” forum på de sociale medier.